23948sdkhjf

Konkursbølge blandt slagtervirksomheder tager til

Populær slagter går konkurs med milliongæld. 

Efter 112 år: Lokalt slagteri konkurs. 

Så gik byens historiske slagterbutik konkurs – og den er ikke alene. 

Økonomisk uro satte lokal slagter ud af spillet.

De fire overskrifter herover er kun et mindre udpluk af de allerseneste fra lokale og regionale medier om virksomheder i slagterbranchen, som har måttet kaste håndklædet i ringen, fordi det blev for svært at betale alle regningerne. 

Historierne er højest et par måneder gamle - og kun toppen af et isbjerg.

For der er ingen tvivl: Rundt omkring i landet breder konkurserne sig blandt slagterforretninger og beslægtede virksomheder væsentligt hurtigere end i andre fødevarerelaterede brancher. 

Bare i oktober og november måned er der registeret seks konkurser alene i underbranchen slagter- og viktualieforretninger - og frem til og med november i år har der været i alt 29 konkurser i fire slagter-relaterede underbrancher.

Det viser et specialtræk fra de officielle konkurslister foretaget af Nordiske Mediers analyseenhed for Food Supply.

Det er tæt på dobbelt så mange som de 16 i samme periode sidste år, hvor omkring halvdelen af konkurserne handlede om selskaber i Kurt Skares store kødimperium. 

Det tilsvarende antal konkurser i de første elleve måneder af 2022 var kun 11.

Økonomisk pres

Det er særligt bemærkelsesværdigt, at antallet af konkurser i branchen vokser i et år, hvor der ellers bliver registeret færre konkurser på tværs af den samlede fødevarebranche, end der gjorde i 2023.

I de første tre kvartaler af 2024 er det samlede antal faldet med 36 procent i forhold til samme periode i 2023. 

Læs også Historisk slagterbutik gik konkurs – og den er ikke alene

Hos FødevareDanmark, der er paraplyorganisation for blandt andet de selvstændige slagtermestre, har adm. direktør Leif Wilson Laustsen ikke en fuldt færdig forklaring på de mange konkurser i branchen. 

Otte af årets konkursramte virksomheder var blandt hans medlemmer, og der er store og velrenommerede forretninger imellem. 

Og selv om der gemmer sig en selvstændig historie bag hver konkurs, ligger der også konkjunktur-bestemte årsager. 

- Forbrugerne har fundet ud af, at de egentlig gerne vil have nogle bedre kvaliteter - og de er ved at lære at købe lidt oftere og måske lidt mindre. Til gengæld er det også sådan, at når der er økonomisk pres på, så vælger de også os fra. Det gør man helt naturligt. Man køber jo heller ikke et B&O-anlæg i det år, siger Leif Wilson Laustsen.

- Da der var corona, kan jeg love dig for, at der vækstede slagterbutikkerne voldsomt. Der gik vi alle sammen hen og købte bøffer, pålæg og sådan noget, og gik ud og spiste, fordi vi ikke kunne komme ud og rejse. Så kan man nok sige, at det bagefter var ved at finde et naturligt leje, og den voldsomme inflation siden gjorde også lidt ondt, siger han.

Hjælp til nye slagtermestre

Tre af de allersenest registrerede slagterkonkurser har ramt virksomheder, der er startet så sent som i 2022 eller 2023. FødevareDanmark gør imidlertid meget for at støtte op om nystartede virksomheder i branchen.

- Vi har lavet nogle værktøjer her i huset, hvor vi kautionerer for nye unge slagtermestre og samtidig laver virksomhedsplaner, budgetter, regnskaber, markedsføring og juridisk bistand og alt omkring fødevaresikkerhed. Vi holder løbende nøje øje med, hvordan deres regnskaber ser ud. Det er altså et godt parameter, det kan vi se på dem, vi har sat i gang med det, siger branche-direktøren.

Men  Leif Wilson Laustsen har også måttet se veletablerede virksomheder blandt sine medlemmer dreje nøglen om.

-  Vi har også set Emilievej i Frederikshavn, helt atypisk, en kæmpestor forretning, som går hen og lukker fra den ene dag til den anden - noget af et chok. Og dagen efter lukkede Fåborgvejen i Odense, som også var stor, virkelig et flagskib, nævner han.

Overordnet set er antallet af selvstændige slagtermestre med egen butik faldet betydeligt i mange år, lige som det er tilfældet for andre specialbutikker, som eksempelvis bagerne.

For slagterbutikkerne kom det helt store ryk, da supermarkederne for alvor tog kødet til sig for omkring 50 år siden. 

Tilbage i 1970’erne var der ifølge Leif Wilson Laustsen op mod 5-6000 slagtermestre i Danmark, hvor der nu er 300.

- Vores butikker er blevet færre med årene. Til gengæld er dem, der tilbage, blevet større. Det vil sige, at de repræsenterer et større markedsandel på færre enheder, siger han.

Artiklen er en del af temaet Leverandører.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081